Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Højskoleeftermiddag med Bo Østlund – ”Mandens Modne Kompas”

Dato
Fredag d. 22. april 2022, Kl. 14:00 til kl. 16:00
Sted
Johannes Døbers Kirke, krypten, Trekronergade 12, 2500 Valby
Pris
20 kr.

Der er også et liv efter de 50, 60, 70, 80 

   Et liv med arbejde, kærlighed, drømme, tro og begær.

   Og et liv med overgangsalder, en krop i forandring, en kæmpe ro – og med voksende tanker om livets afslutning, døden og alt det, man gerne vil nå og måske ikke har nået.

   Og måske også et liv med en voksende bevidsthed om, at der i virkeligheden ikke er noget at være bange for.

   Måske er det i virkeligheden alderdommens og modenhedens største gave – at man endelig kan lægge angsten på hylden? At man endelig kan lægge sine våben og acceptere sig selv som dét menneske, man er?

Forfatteren og journalisten Bo Østlund har de seneste seks år været på en fantastisk rejse til landet for de modne, og det er blevet til de to anmelderroste bestsellere ’Modne Mænd’ 1, 2 og 3 og tvillingebogen ’Modne Kvinder’ med 24 kendte danske kvinder.

   I ’Modne Mænd’-trilogien deler 53 af landets modigste, klogeste og mest spændende mænd og kvinder i alderen 46 til 83 generøst ud af deres livserfaring i hudløst ærlige og inspirerende samtaler om livet, som er den største læremester, når det sender os alle hver især på rejserne, hvor vi danser kinddans med tilværelsens engle og dæmoner.

’Modne Mænd’ har været en livsvigtig odyssé for forfatteren Bo Østlund, og det har været et værk skrevet af nødvendighed og med hjerteblod.  

’Modne Mænd’-trilogien blev en magisk rejse for både forfatteren og de 53 deltagende mænd - for mænd snakker meget sjældent helt åbent og ærligt om kærlighed, tro, følsomhed, forfængelighed, begær, kvinder, alderdom, kroppens forfald, angst, sex, døden og meget, meget mere. 

Og meget, meget sjældent med vores nærmeste - og næsten aldrig med andre mænd. 

Men det gør de 53 fantastiske mænd i 'Modne Mænd'-trilogien. 

Lige fra Allan Olsen, Ib Michael, Jes Dorph-Petersen, Kim Fupz-Aakesen og Poul Nesgaard over Sigurd Barrett, Poul Krebs, Hans Engell, Søren Østergaard og Lars Lilholt til Rane Willerslev, Kim Bildsøe Lassen og Jesper Wung-Sung. 

Og 40 andre kendte danske mænd. 

Heriblandt Troels Kløvedel, som i 'Modne Mænd' for første gang valgte at fortælle verden om sin sygdom, da Bo Østlund mødte Troels en sommerdag i 2016 i hans smukke forlængede gård på Djursland. Mødet med Troels blev selvsagt et af de stærkeste og mest bevægende i bogen.