Strik og samtale

Kan du lide at strikke eller hækle? Eller kunne du tænke dig at lære det? Og samtidig møde nye mennesker?

Så kom til ’Strik og samtale’ i Johannes Døbers kirke hver onsdag i lige uger fra 10 – 12.30.

 

Alle er velkomne – uanset om du har strikket i mange år eller aldrig har holdt på en strikkepind eller hæklenål før. Om du er ung eller gammel. Mand eller kvinde. Og hvis du har en baby med på armen eller i barnevogn, så er der også plads og tæpper til dem.

 

Vi mødes og strikker i kirkerummet, hvor vi også serverer kaffe og te. På et tidspunkt går vi ned i krypten, hvor vi byder på en bolle eller et stykke kage. Undervejs vil vi enten høre et lille stykke musik, eller der kan være en lille oplæsning eller andet, som vi måske kan bære med os ind i samtalen med de andre.

 

Hvis du aldrig har strikket eller hæklet før, eller er kommet til et udfordrende sted i en opskrift, vil der være hjælp at hente blandt en flok herlige og dygtige frivillige, som alle er dygtige strikkere, og som vil kunne hjælpe dig videre.

Udgangspunktet er at du medbringer dit eget garn og pinde, men der vil også være kurve med garn, udstyr og opskrifter i kirken, som alle er velkomne til at bruge.